Om at give sit barn gaver

I onsdags gav jeg Skrupsakken et par Spidermanstrømper fra Kvickly. Han sov med dem med indpakning natten til torsdag og de har ikke været af ham siden, bortset fra en vask og tørring fredag nat. Lad os bare konstatere, at han viser en meget stor glæde ved dette lille par strømper ene og alene, fordi Hr. Spiderman nu pryder vristen. Det giver åbenbart street credit mellem en-meterere.

Havde jeg vidst, at han ville være så glad for de par strømper, havde jeg måske købt to par, så vi i det mindste havde et par at skifte mellem. Forhåbentlig er Lynet McQueen ikke gået helt af mode i mellemtiden, så vi stadig har de seks par yndlingsstrømper fra farmor at læne os lidt op af. Jeg var altså ikke bevidst om storheden i min ellers så beskedne lille gave. Men det var han.

Omvendt tror jeg ikke, at han i dag er helt bevidst om storheden i den gave, vi som forældre gav ham i aftes. Vi gik i byen uden ham. Masser af oksemørbrad, rødvin, Tiramisu og voksensnak blev nydt uden hans indblanden. Og vi nød det. 100%. Lige som vi nyder den stille morgen vi har lige nu. Og se lige hvilken gave det betød for ham:

Overnatning og tilhørende leg og hygge med fætter og kusine. Svedige røde kinder. Godnathygge i dynemekka. Fælles opvågen med fnis og kram. Morgenmad med de to sovevenner, onkel, moster, mosse og morfar. Nærhed og varme. Nutellamadder. Tillid til, at der er andre end mor og far der vil ham det godt her i livet. Familiebånd. Familieminder. Venskaber. Jeg kunne blive ved. Storhed med storhed på.

Det er en gave, han endnu ikke helt forstår storheden af. Han ser ikke den street credit, jeg ser. Han ved ikke, hvor dyrebart det er at have familie i sit liv. Familie man kan dele sit liv med. Bedsteforældre man kan læne sig op af. Kusiner, fætre og søskende man kan holde sammen med. Han ved ikke, hvordan det er at være uden. Det ved jeg heller ikke. Men jeg ved, hvordan det er at savne det og være for langt væk fra det. Og jeg ved hvordan det er at se det gro igennem ham, når han tillidsfuldt krammer sin farfar og farmor. Eller kærligt taler om Bedste og bedstefar. Eller nyder det med sin anden store gave på.

Det er ham i smørhullet med Spidermanstrømperne på foden.

Tænder på smukke lofter

I aften skal jeg spise under dette loft. Det kan kun blive fantastisk, tror I ikke?

Det er en italiensk restaurant i Bredgade, der hedder Al Mercante og hvad endnu bedre er, så er det sammen med mine to brødre og vores tre älsklinger. Vi skal holde afskedsmiddag for min lillebror og Millen, som om kort tid rejser et halvt år til Buenos Aires sammen. Et halvt år er både ikke særlig lang tid og frygtelig lang tid. Kan man allerede savne lidt på forhånd?

Lettere klattet

Julefrokosten i går efterlod os lettere klattet her til morgen. 17 voksne og fire børn i en stor sammenbragt gryde, med svigere, papper og bonusser som hovedingredienser. Der var, som altid, rundesang med Kronborgvalsen, gamle arbejdersange, Stakkels Jim og Mariehønen Evigglad. Der var Linedance med svigermor, amokdans til Runrigs Loch Lomond med storebror og tøsedans til Dollys Jolene med svigerinderne. Der var Mummeøl, portvin, rødvin, snevejr, børn med røde kinder og mange varme kærlige familiekram. Der var stik til sidebenene og velmente diskussioner. Dybe snakke og højlydt latter. Der var faktisk alt, hvad man lige behøver sådan en 2. juledag. Og lidt til.

Og i dag stod brunchen herhjemme med lillebror og Millen på ristede pølser, skrammelæg, klatkager og Bjergkøbing Grand Prix. Der er dømt middagslur for alle i huset, og jeg sneg mig i stilheden mellem husets dybe snorkelyde til en lille stund med bloggen.

Mmmm, klatkager er altså en overset spise i risengrødens højtid.

Vil du også prøve, så gør sådan:

3 skefulde mel blandes med 3 skefulde mælk. En god tallerkenfuld risengrød blandes deri sammen med 2 æg. Tilsæt en skefuld sukker, en teskefuld vanille og en teskefuld kardemomme. Steg dem på panden i margerine og server med syltetøj, kanelsukker eller sirup.

Lidt om menneskesyn

Min far har haft en morder boende på sit kontor i sin restaurant. Det vil sige, han slog først sin kone ihjel efter han havde boet ved min far. Men alligevel. Det kræver rummelighed på en eller anden måde, ikke?

Min mor og far åbnede deres hjem i tre uger for en tunesisk tjener, der hed Bossabia. Det var det år, jeg fyldte seks og vi havde været i Tunesien på ferie, hvor hotellets tjener tog min fars kommentar om at “You are always welcome in my restaurant in Denmark” alvorligt og troppede uanmeldt op med kufferten under armen.

Min mor indvilgede i at spendere en uge ved min farmor og farfar dagen efter at have mødt dem første gang. Hun var højgravid og 19 år gammel.

Min far lod i en årrække en af sine ansatte smårapse fra restauranten, da han jo i bund og grund bare var en stakkels sjæl, som ikke havde fortjent endnu et nederlag ved at blive afsløret.

Min mor var gift med min far i 17 år, og min far var gift med min mor i 17 år.

Jeg er, som du kan se, tæt forbundet i mine gener med optimistiske idioter og naive fjolser, der insisterer på at få noget godt ud af selv de mest håbløse situationer. Og det starter jo ikke ved de to fortabte sjæle, jeg beskriver herover. Det går flere generationer tilbage og mine brødre er ligeledes begge hårdt ramt. Det er derfor umuligt for mig at se på vores folkeskole som en del af et Verdensmesterskab i indendørs afkrydsningstestning, hvor vores endegyldige mål ene og alene hænger på at være blandt de ti bedste. Ikke fordi at pladsen blandt de ti bedste skal betyde noget særligt for den enkelte elev, som vi som lærere er pålagte at tilgodese i vores undervisning, men blot fordi, det er et mål i sig selv at være blandt de ti bedste. Og jeg er jo blot en optimistisk idiot og et naivt fjols (som sagt, jeg bebrejder mine gener og den sociale arv), der troede at folkeskolens formål var at skabe sunde, videbegærlige, nysgerrige og kreative unge mennesker med sunde selvværd, der var bevidste om verden omkring dem og ikke lod sig trykke af udefrakommende gruppepres og hierakiforestillinger. Men hvad ved bønder om agurkesalat eller jubeloptimister om verdensherredømmer?

Jeg er simpelthen så glad og stolt over at være staklernes datter og kunne føre naivitetens og jubeloptimismens fane højt. Men hold kæft, hvor kan den fane nogen gange være tung at bære alene. Vil du hjælpe mig lidt?

Ssssshhhh…..nisserne har været her

Og vores nisser er så heldige, at de har hjælpenisser fra nær og fjern. Fra det kolde nord til den bakkede midtvest og helt over til Whiskeybæltet i øst. (Halleluja for bedsteforældre!…men sig det ikke til nogen!)

Nu glæder jeg mig bare til min yndlingsmeter vågner i morgen tidlig og ser dette:

Bustroubaduren/Drengedukken/Lillebroren og hans älskling

Pludselig blev kæresteturen til Berlin til familiehyggeturen, da Drengedukken og hans älskling dukkede op på vores sidste aften i byen.

Og pludselig blev Berlin lige den tand mere hyggelig og velkendt. Så dejligt!

Billedhilsen fra Berlin

Vi er her. Og det er skønt. Som I kan se.

Mest på grund af ham her.

Og se, hvordan betonblokkene græder fra himlen.

Mit yndlingssted so far. Hackesche Höfe by night.

Er der seriøst nogen, der er dumme nok til at hoppe på den her? Seriøst?

Og så er vi så heldige, at der er Festival of lights i denne uge. Så smukt. Så smukt.

Og følgende sms ringede netop ind fra min far:

“Hej med jer. Håber I har haft det bare halvt så sjovt, som os. Det er da verdens nemmeste dreng vi har på ferie. Han har bare spillet på alle charmetangenter i aften. Vi har sådan grint alle fire og dagen i Friheden var bare perfekt. Ikke en eneste gang har han plaget om noget som helst. Det har været en rigtig dejlig dag. Tak fordi I vil overlade ham til os. Kærlige knus fra en lykkelig familie.”

Og vi ved alle, at de..

Bedste
EsEmEs’er
Røber
Levende
Indlysende
Nærvær

Hvilket gør det en hel del nemmere at nyde initialerne.

Going dooooooooooown!

Der er ikke noget som et godt gammeldags sommerland, der kan få ens indre barn frem. Og efter en lang lang pause, besluttede familien Hansen (min far og hans bror og alt deres afkom) at hanke op i en gammel familietradition og samle klanen i Fårup. Jeg må ikke have været meget ældre end Skrupsakken, da jeg første gang tog rutcheturen ned i træstammerne. Dengang tog man ikke on-the-spot-fotos. Den slags fotos holdt man til lufthavnene på Gran Canaria og Mallorco, og der har jeg til gengæld en hel del ankomstbilleder, jeg kunne flashe ved lejlighed.

Men tilbage til sommerlandet – dét, helt ude i skoven. Traditionen er, at vi som 50% restaurationsfamilie tropper op med sølvlysestager, hvide stofduge og dertilhørende servietter, som selvfølgelig bliver foldet fint ved hver kuvert, rigtige tallerkener, sølvtøj, vinglas og sølvfade. Et scenarie uden lige, som vækker blandede følelser ved de andre besøgende, som sidder med deres campingudstyr, papservice eller købemad. Nogen klapper og synes det er sgu fedt det der. Andre - not so much. Vi er jo i Nordjylland, og der stikker man helst ikke næsen alt for langt frem uden at få et bette niv i den på vejen. Men det skider vi altså på. For pointen er ikke, at vi vil vise os eller spille fine på den. Nej, pointen er, at det er en fest, når vi er samlet allesammen. Når vi denne ene gang om året tager en dag ud af kalenderen og sætter den i legens og familiens tegn. Det skal edderbodedderme fejres og gerne med manerer. Dét om noget er da værd at hive sølvtøjet frem for.

Efter mange års pause i traditionen tog min kusine, som for øvrigt er den rigtige ægte Smukke Sally fra THE Hornumkor, jow jow hun var og er til evighed mit største idol. Nå, men hun tog initiativ til at samle os alle og jeg sidder nu med hele kroppen fyldt af familiefølelse og sammenholdsmentalitet. Vores dejlige Bedste ville have været så glad for, at vi fandt ud af at mødes uden at have hende som undskyldning. Og da Skrupsakken søndag morgen lå i vores smørhul i sengen og kiggede op i tagvinduet på vandrehjemsværelset i Thise og så skyerne bevæge sig flygtigt hen over himlen, sagde han: “Se, der er Oldebedste.” Og jeg gav ham ret. Både fordi tanken er sød, men også fordi det er hun jo. Lige der over os alle sammen, og inde i os alle sammen og på vores allesammens ansigter og læber. Der er hun. Og farfar. Og derfor skal vi mødes. Fordi vi deler netop de to mennesker med hinanden.

Jamen, det er fandeme næsten så stort, som noget kan blive. I min verden anywhos.

Vidste du at...

...dit gamle kaffegrums er god gødning i din havejord, hvor det især holder lus og andet utøj væk fra dine roser? Du kan fx gemme det i en skål under vasken så du ikke skal rende ud hver gang du har lavet en kande.

...at eddike i vaskemaskinen fungerer lige så godt som skyllemiddel? Eddiken løsner sæbe- og mineralrester, er bedre for miljøet og vaskemaskinen, påvirker ikke tøjets sugeevne, gør ikke tøjet velduftende med allergifremkaldende parfumer, men fjerner derimod grimme lugte som sved mm. og så er det billigere end almindeligt skyllemiddel. Og nej, tøjet lugter ikke af eddike bagefter :-)

...at fuglene har godt af at få de gamle osteskorper at spise om vinteren, når de har ekstra behov for fedt og næring til at holde varmen?

Sådan noget vidste hun!

Fred

I går morges kl. 7.15 ringede min far og fortalte at min Bedste nu endelig havde fået fred. Seks døgn tog det hende at rejse gennem hendes knap 96 år og mindes hver en krog, lukke de døre, der skulle lukkes og mærke de mennesker der skulle mærkes en sidste gang i drømmenes univers.

Jeg har forsøgt at tegne hende, men måtte opgive. Jeg kan ikke. Men se på hende. Se, hvordan hendes rynker er smilerynker. Netop dét ville jeg gerne have kunne fange med tuschen. Alt for mange ældre mennesker får rynker, der automatisk får mundvigene til at vende nedad. Men ikke hende. Jeg tror rynker lægger sig der, hvor de bliver lagt.

På torsdag skal hun begraves. Jeg glæder mig til at se min dejlige familie samlet igen. Jeg glæder mig til at sige farvel og på gensyn igen til hende. Og jeg glæder mig til at vise hende den sidste kærlighed og respekt på hendes sidste rejse.

Et stærkt hjerte

Jeg sidder på mit arbejde og funderer. Der funderes meget for tiden. Om livet. Og om døden. Nok mest det sidste, men det behøver ikke være sørgeligt og deprimerende. Jeg er vist nået over den del, hvor jeg er trist. Eller måske fortrænger jeg den bare?

Da jeg kørte fra Odden mandag aften mod mit hjem efter besøget hos Bedste, tændte jeg for musikken i bilen. Det var "bare" Rasmus Seebach og der var intet sørgeligt over hverken melodi eller tekst. Tværtimod føler jeg ofte glæde og lyst til at skråle højt i bilen, når jeg hører netop den cd. Men jeg tror det var lige meget, hvilken musik jeg havde valgt i det øjeblik, for der var noget der skulle ud, og musikken og landevejen var blot katalysatoren for grådens vej ud af mit system.

Jeg storhulkede min vej gennem det sjællandske mod Roskilde og da jeg nåede Roskilde var jeg tom. Jeg har ikke grædt siden. Jeg har derimod grinet og lavet småjokes om hende. Såsom at Pinsen måske er hendes yndlingshøjtid, og hun lige vil have den med inden hun smutter. Pinsen er også en overset helligdag i verden i dag. Måske vil hun lige give den sin sidste hyldest?
Psykologer vil nok sige, at vi er begyndt at forlige os med tanken om, at hun skal væk. Vi har sagt farvel og humoren er vores forsvarsmekanisme mod sorgen, der selvfølgelig igen vil blomstre op, når hun ikke kan kæmpe mere. En begravelse er en anden god katalysator for indestængt gråd, ikke?

Det jeg funderer over i disse dage er, hvorvidt man selv egentlig KAN vælge at dø. Jeg hører mig selv og plejerne sige til hende, at hun godt kan give slip nu, der er styr på det hele. Men måske kan hun ikke give slip. Måske ved hun ikke, hvor den knap sidder, som man trykker på, når man gerne vil have fred. Eller måske kan hun selv styre og synes bare ikke selv, at hun er klar endnu. Måske er der ikke styr på det hele i hendes verden. Men hvad er der mere at ordne?

Er det fordi hun har et stærkt hjerte? Det har hun. Men er det det samme stærke hjerte, der kæmper for/imod hende nu? Jeg vil ønske, at jeg har arvet dette hjerte. Det ønske har jeg altid haft. Og det har jeg stadig også selv om det måske vil betyde, at man selv skulle ligge og vente på døden på den måde, som hun gør igen i dag.

Jeg vælger at tro på, at hun forsvinder helt, når hun er klar, og når hun mener, at vi er klar. Måske er det netop det, der er hendes kamp? At gøre os andre klar? Og hvornår er vi så det?

Livsvilje eller dødsangst

Hvilke af de to, der holder flammen tændt i Bedste er uvist. Flammen er på lavt blus og der er langt mellem de øjeblikke, hvor man kan fange hendes hjerne klar. Hun er nervøs og bange siger hun. Jeg siger, at jeg godt kan forstå hende. Og det kan jeg. Jeg er fandme også bange for at dø og ikke længere være til blandt de folk, jeg elsker så højt.

Vi har siddet hele natten med døden som fjerdemand ved Whistbordet. Bedste, min papmor og jeg kom igennem mørket sammen, og jeg er så inderligt taknemmelig for at jeg tog den stund med hende. Jeg fik for lidt siden sagt mit farvel, godnat og "Jeg elsker dig" efter en forvirrende snak om røde heste, der skulle bremses, så hun kunne få franskbrød af sin mor og holde op med at drømme grimme drømme. Kl. 19.30 satte jeg mig igen på Molsfærgen, denne gang den anden vej. Hun kæmper videre med eller mod det ene eller det andet. I nat har hun også familien ved sig og i morgen og lige så længe hun holder fast i sin kamp vil de være der, sammen og på skift.

Hjemme venter min hverdag med job, mand og barn og det virker mere end nogensinde som noget af det mest priviligerede og lykkelige i mit liv. Der er ikke særligt langt fra viljen til at kæmpe for det liv og angsten for at dø fra det. Og alligevel er de to noget af det mest modsætningsfyldte jeg kan tænke på lige nu. Hvorhenne i dem ligger freden?

Når flokken samles

En af min 95-årige Bedstes yndlingsting er, når hun sidder med hele sin flok samlet omkring sig. Ud af hendes to drengebørn er der vokset noget af en forsamling af børne- og oldebørn. Hun er den der standhaftigt og til stadighed samler os og får os til at sætte os ned og holde pause fra vores "Åh, så fortravlede liv med job og børn".

I aften skal hun have lidt af den glæde i sig, hvis hun kan fornemme bare det mindste af hvad der foregår ved hendes leje. I aften skal hun føle at hun er en af mange, der står sammen og støtter hinanden. I aften skal jeg være der i Hvalpsund og det er jeg ikke et sekund i tvivl om. I aften. Og i nat.

Derfor sidder jeg nu på Molsfærgen og venter på at Århus tager i mod mig og Focusen, så jeg igen kan holde hendes hånd og være hendes støtte. Måske for allersidste gang.

Når grundpiller smuldrer

En af mine grundpiller for min eksistens er ved at smuldre bort. I lørdags sad jeg og forsøgte at støtte mig op ad den, men kunne mærke, at det var mig, der var den støttende del, der holdte os begge oprejste, mens vi sad der med hinanden i hånden. Hendes indre kerne, havde ikke længere styrken til at være den bærende part, og det gav mig styrke, at jeg kunne mærke, at jeg var stærk nok til at bære os begge.

På hendes grundpille hviler bl.a. min kvindelige stolthed, min skabertrang, min spilleglæde, min indre tro, min dybe afhængighed af min familie og min sans for æstetik.

Hvad gør brobyggerne, når de opdager, at en grundpille er ved at smuldre bort? Det er jo ikke lige sådan at reparere en så stor og massiv kerne. Bevarer man troen på, at de andre piller, man har bygget holder konstruktionen samlet indtil man får opbygget en ny, når den gamle forsvinder helt ned i havets dybe uendelige univers?

Der kan gå måneder, sagde min far. Eller det kan ske i morgen. Faktum er, at den Bedste jeg kender og elsker så højt, nok allerede er halvt væk i glemselens tåger og forvirringens mørke. Hun leder sikkert også selv lige nu desperat efter netop den kvinde. Jeg ved ikke, om hun kan finde hende, mærke hende eller overhovedet genkende hende, hvis hun støder på hende. Jeg ved, at hun er lige her, klar og tydelig i min erindring og mit nu. Hun er i Skrupsakkens øjne, i mit eftertænksomme sind, i mine gråsprængte hår, som jeg har arvet fra hende. Mit håb er de bliver lige så sølvsmukke og tykke en ramme om mit ansigt, som de er om hendes fine sirlige smilerynker. Hun er i min fars ansigt, hvor hendes folder har lagt sig side om side med hans, næsten identisk fra den spidse næse til de hævede øjenbryn. I hans småsmilende finurlige måde at fundere over tingene, når han svømmer hen i sine tanker for at hente et minde, han vil dele med os andre eller når han tværtimod dvæler ved noget netop fortalt.

Jeg har før mistet en af mine grundpiller, og jeg kan mærke, at den pille, trods afstanden fra havets dyb eller himlens luftighed, stadig støtter mine hvilende stolper for min livsglæde, min vilje, min omsorg for andre mennesker og min nysgerrighed. Min mormor var trods sin lille størrelse et meget stort menneske med en enorm livsvilje og styrke.

Jeg har været heldig at have så stærke forbilleder for den kvinde, jeg kun kan håbe på at blive engang. Det handler vel om, at konstruktionen, der hviler, må tage grundpillernes styrke til sig og selv bære resten af vejen. Og ellers glæde sig over de grundpiller, der stadig er stærke og bærende og som tålmodigt bærer min til tider svævende og usikre konstruktion af en bro.

Weekend on the sunny side of things

Ligesom æslerne her i Zoo, har jeg brugt weekenden på at stå i læ og varme mig på solens klare stråler både bogstaveligt talt og i særdeleshed i overført betydning. Derfor har der været stille på bloggen. Det foregik nemlig i min hjertedel af det nordlige Jylland, “i den her by hvor en død kat kan få lov til at ligge og være død” (citat: Allan Olsen).

Manden og jeg elsker denne slags roadtrips. Lange køreture med lange baner af god musik på anlægget, syngen med, holden i hånd og tresomhed i en lukket bil, mens verden suser forbi udenfor.

Og samtidig med at D-vitamindepoterne blev fyldt op af solen, blev hjertet fyldt op med familiære snakke, maven med god mad fra mors kødgryder og øjet med smukke sneklædte landskaber og bølger med is på toppen.

Billederne af mine to drengedukker sammen sidder stadig helt klare på nethinden.

Og da vi rundede weekenden af med aftensmad ved min far og hans kone i det midjyske på vejen tilbage til Sjælland, var weekenden fuldendt. Min far og jeg endte søndagen med hyggesang i sofaen med Skupsakken, om hvordan Jordens Vinduespudser bringer solskin og dejligt vejr til os alle, og om hvor dejligt der er ved Kronborg Strand, når lysene tændes i Helsingborg.

Og så måtte jeg også lige omkring min all time favorite sang fra højskolesangbogen, nemlig nr. 509: Forelskelsessangen af Jens Rosendahl:

Du kom med alt det der var dig
og sprængte hver en spærret vej
og hvilket forår blev det!
Det år, da alt blev stærkt og klart
og vildt og fyldt med tøbrudsfart
og alting råbte: lev det!

Jeg stormede ud og købte øl
ja, vinterens gamle, stive føl
for ud på grønne enge
og du blev varm og lys og fuld
og håret var det pure guld
som solen - skjult for længe.

Og blomster åbnede sig og så
at nu blev himlen stor og blå
og stunden født til glæde
Din næve var så varm og god
og du blev smuk og fuld af mod
så smuk, jeg måtte græde.

Vorherre selv bød ind til fest
og kyssede hver benovet gæst
i kærlighedens sale
med øjne, undrende og blå
vi bare så og så og så
og slugte livets tale:

At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det der smerter,
og kærligheden er og blir
og hvad end hele verden si'r,
så har den vore hjerter.

Og hør lige denne udsendelse på DR om sangen. Så vil du bl.a. høre, at den IKKE handler om en kvinde, som jeg først antog, men derimod om en mand, og dermed også Jens Rosendahls spring ud af skabet. Næven i tredje strofe burde måske have fået mig på sporet.

For mig er den også et symbol på foråret og solens komme. Hvert år på denne tid får jeg den vildeste lyst til at løbe ud på vejen, og STORME NED OG KØBE ØL og synge sangen højt og tydeligt for en hver der gider lytte, og meget gerne, synge med.

Jeg er forelsket i foråret. I min mand. I min søn. I min familie.

Uundgåelig smerte

Der er de stunder her i livet, som jeg seriøst overvejer at gå udenom. Ikke fordi de ikke har udsigt til at blive skønne, hyggelige, interessante eller på anden vis positive, men fordi jeg allerede inden jeg går ind i dem, ved at de ender smertefyldte. Det er den slags stunder, som jeg godt ved, at jeg er nødt til at gribe, fordi de vil bringe mig SÅ meget glæde, men i samme åndedrag er jeg konstant ved at bakke ud af aftalen i timerne inden, da jeg ikke kan overskue at stå der med bævende underlæbe og realiteterne plasket ind i fjæset.

Sådanne stunder gik vi ind til hver gang vi rejste til Danmark i de forgangne tre år, og sådan en stund har jeg netop gennemlevet de sidste to dage, og nu er den (heldigvis) overstået og jeg kan gå tilbage til skyklappelivet, hvor jeg i ro og mag og i hverdagens travlhed, lykkeligt kan fornægte at jeg savner.

I de tre år vi boede i USA havde vi selvklart ikke familien ved vores side, men vi havde et par substitutter, og vi endte med at blive hinandens familier, som drog omsorg for hinanden, støttede op hinanden og som gjorde alt det, man ellers ville gøre med sin familie. Når man er så langt væk, sker der et eller andet i én som menneske. Et eller andet urinstinkt inden i én kræver at man danner nogle nære relationer med nogle andre mennesker, således at man ikke føler sig helt så alene, som man gør i det sekund man lander i det nye fremmede. Man håber, at man er heldig og møder nogle mennesker, som kan være med til at give én følelsen af at høre til.

Vi mødte den slags venner, og jeg kan ærligt sige, at noget af det eneste jeg pt. savner fra vores tid i det amerikanske er: Vennerne, åbningstiderne og de vilde vejroplevelser.

De har været hjemme her i julen, og vi pakkede med det samme Skrupsakken og dynerne og drog til Sønderjylland for at dele et par lånte timer med dem. Og det var alt det jeg forventede; herligt, snaksageligt, hyggeligt, humørfyldt, nærværende, ærligt og meget mere i samme dur. Og det var hamrende smertefuldt at stå i Sønderborg centrum og sige farvel til dem igen under 24 timer senere, fordi vi jo ved, at der går flere måneder inden vi kan få glæde af hinandens selskab igen.

Jeg var så tæt på at bakke ud af denne aftale, fordi det er så meget nemmere ikke at involvere sig og sætte følelserne på spil. Lige nu er jeg dog sindsygt glad for, at vi hang ved og vi tog afsted. For det var et møde med en tid og sted, som vi faktisk lidt har glemt i al vores hjemstationeringspolemyk. Og jo mindre man tænker over de ting, man rejste væk fra, som betød noget for én, jo mere kan man nyde de ting, man i stedet er rejst hjem til. Kald det bare selvfornægtelse. Jeg tror, det er meget naturligt. Jeg blev bare først opmærksom på, at det var sådan jeg gjorde og sådan jeg havde det, da jeg i går sad og drak god rødvin og spiste lækker mad med disse to yndlingsmennesker og Manden og Skrupsakken. Heldigvis var glæden så stor ved dette, at den langt overvinder smerten og ærgrelsen over at sige farvel igen.

Skatte fra en svunden tid

Jeg er alene hjemme. Mandan har taget Skrupsakken med på tur til mine svigerforældre, så jeg kunne få en dag for mig selv sammen med alle mine dejlige retteopgaver og forberedelsesarbejde.

Det er helt underligt, at der er så stille i huset. Jeg sidder her i vores nyindrettede kontor og nyder at få ting fra hånden. Jeg får "årnet" (jysk og stammer fra ordet ordnet) en masse. Der er ikke noget bedre, end de stunder, hvor man får årnet og så'n. Det rykker for vildt.

Især når det er med kaffe og skildpadder og nye friske rosenknopper fra haven.

Men inden jeg satte mig her, havde jeg lige et stel til 14 personer jeg skulle vaske op. Og det er egentlig den skat, jeg ville fortælle jer om.

Engang da jeg var helt lille, måske fire år, sagde jeg til min Bedste, at jeg synes hendes stel med blomsterne var så flot. Jeg elskede de fine blomster og guldkanterne. Man følte sig helt speciel, når man sad og spiste sin rugbrødsmad med honning på en af de fine små blomstrede tallerkener.

I dag er jeg stadig fire, dog plus tredive år ekstra, og min kære gamle bedste, som i dag er 95 år gammel, har husket min fascination af det gamle stel. Faktisk er det sådan, at længe før nogen af os børn, børnebørn og oldebørn overhovedet havde tænkt tanken ARV i samme sætning som hende, der havde hun allerede navngivet det meste af hendes gods. Hun vil nemlig ikke have, at nogen skal have problemer eller komme i konflikt om det, når hun ikke var her mere. Da hun havde to stel, og heldigt nok, også to pigebørnebørn blandt syv i alt, skulle vi to da have hvert sit. Sådan har det været bestemt længe.

For nogle år siden flyttede hun på plejehjem, og hendes ting blev pakket ned, deriblandt de to stel. Mit blev pakket ned i min fars kælder, da jeg dengang ikke havde pladsen og derefter rejste til USA i tre år. Men nu, hvor vi sidder her i eget hus, så mente min kære far, at det var på tide, at jeg fik min "medgift" med ind i ægteskabet.

Jeg siger jer, det var SÅ fantastisk at pakke det fine gamle stel ud. Blomsterne stod lige så fine og klare, og guldkanten var gylden som ny. Der er blevet passet på det fine porcelæn. Ikke noget med opvaskemaskiner og 2+1 tab programmer der.

De fine fade og skåle er som levn fra en svunden tid, hvor man serverede sovs, kartofler og gemüse til måltiderne, og hvor kaffen blev serveret i en høj kande, med stor lagkage på ét fad og småkager og konfekt på et andet. Og der midt i al herligheden var der sørme også lige 8 kuvertaskebægere og to cigaretholdere. Nå ja, dengang var det jo helt normalt, nærmest forventet, at der stod et askebæger ved hver anden kuvert.

Hvor ser man lige sådanne på bordet i de danske hjem i dag? Straks tænker jeg, hvad jeg mon så kan bruge de fine små askebægere til i stedet. Jeg tænkte måske til fyrfadslys, så er der da stadig en vis form for brand i dem. Måske du har en anden god idé?

Og se så lige, hvad jeg også fandt midt i kassen:

En taske min bedste selv har broderet og monteret. Er den ikke smuk?

Når hun engang ikke er her mere, så vil jeg sidde ved mit smukke dækkede bord og mindes hendes sirlighed, ordentlighed, gode mad, lune humor, skarpe sind og kloge ord om verden, kristendommen og familien. Men den tid, den sorg. Inden da, tror jeg at jeg vil invitere hende på en kop kaffe og et stykke kage, selv om det nok er lidt ønsketænkning at hun tager rejsen helt herover på den anden side af Storebælt. Men hun skal have budet, skal hun!

Og bordet juleaften er allerede dækket de første 100 gange i mine tanker. Det bliver det smukkeste julebord nogensinde. Bar' det snart var jul!

Gæsteindlæg fra Drengedukke

I morges modtog jeg dette indlæg i en mail fra min lillebror. Han vil gerne være dagens gæsteskribent på bloggen og dermed gengælde mit indlæg om ham.

Jeg har ikke læst hans indlæg endnu, blot copy/pasted teksten og vil derfor først læse det, når jeg har trykket på udgiv! En chance at tage, men det synes jeg var mest fair, når han nu ikke selv kunne logge på og lægge det ind.

Så here goes:

Hotdoggen
Jeg husker ikke meget. Faktisk næsten ingenting. Jeg husker ikke meget, men jeg husker hende. Lige så længe jeg kan huske, har hun været der. Da jeg var lille – lidt større end en drengedukke - prøvede hun engang at køre væk, eller også var det mig der ikke kunne følge med. Kort efter slog jeg mine tænder. Hårdt. Ned i kantstenen og så var hun der igen. Jeg tror det gik op for hende den dag, at hvis ikke hun var der til at passe på mig… Så ville hun ikke kunne passe på mig.

Senere – da jeg fik bumser - blev hun min allierede. Særligt når hun på mine vegne advokerede for færre regler og flere friheder. Også selvom hendes egen teenagetid var anderledes, lå det hende aldrig fjernt at tage mit parti i de ophedede diskussioner enhver teenagefamilie har. Jeg tror, det var der, jeg lærte, at hun ikke ville forsvinde.

I gymnasiet – da vi sammen slikkede poter – gik det op for mig, at hun var hotdog-barnet. Den midterste af tre. Det var hende der bandt os sammen – alle sammen. Det var hende der lappede konflikterne og fik os til at smile eller glædes efter en tragedie. Det var hende vi gik til, og det var hende der gik os i møde. Selv da hun flyttede langt væk ’over there’, slap hun ikke. Med en uendelig empati, indsigt, ved hjælp af hyppige besøg og digitale kommunikationsmedier holdt hun os ved ilden.

Ventende på at hotdoggen – nu med følge af en gom og en ny drengedukke – igen ville vende hjem.

I dag er hun tilbage. Lige nede om hjørnet – 400 kilometer og fire provinsbyer væk. Intet er forandret. Jeg husker stadig ikke meget, men jeg husker hende. Lige så længe jeg kan huske, har hun været der.

Min drengedukke

Min lillebror er 7 år yngre end jeg. Da han kom til verden, var det noget af det sejeste, der kunne ske i min verdensoptik. Pludselig havde jeg en af de vildeste dukker på vejen. Min nye dukke kunne nemlig både skrige efter mad, tisse OG skide! Jeg blev hurtigt en god bonusmor til denne lille drengedukke, og han blev trillet op og ned af gaden og nusset og pysset. Da vi blev ældre, blev jeg hans barnepige, som passede ham, når vores forældre havde aftenvagter i familierestauranten. Der var ikke så meget dukke over ham mere, men han skulle stadig passes på og beskyttes af mig, hans elskede Belle. Og sådan voksede vi langsomt op sammen, og som tiden gik blev vi lige så stille lige høje, og ret hurtigt derefter var han højere end mig, men jeg var stadig den store på en eller anden måde. Den han kom til efter råd, og den der irettesatte, guidede og klogeågede ham alt for ofte.

Now - not so much!

Det er ikke lige sket, at han og jeg blev ligeværdige voksne, hvor rådene, klogskaben og vidensdelingen blev en naturlig del af et velfungerende tovejssystem. Det gik allerede op for mig allerede for 7 år siden (og måske endda længe før), hvor vi begge sad med hver vores forliste kæresteforhold bag os og slikkede vores poter sammen. Han delte gavmildt ud af sin menneskelige indsigt. Vi lyttede til Allan Olsen i hans tagvindueskarm og talte om de dybe store og vidtstrukne ting i livet.

I dag sad han sammen med sin specialegruppe og imponerede ledelsen i et af dansk politiks midterpartier med et forslag til, hvorledes de kan "...ruste [deres] forvaltning af partiets kommunikative modmagt i mod den tiltagende NPM (new public management)-tendens". Og jeg er simpelthen bare så stolt af ham. Hvor er han sej, sådan lige at gå ind til de store kanoner og turde fremlægge sine tanker om, hvorledes de kan gøre det, de allerede gør og har gjort i mange år, på en bedre og mere konstruktiv måde. At turde tro på, at han kan lære DEM noget. Det er selvværd og selvtillid, der vil noget. Og han har noget at have det i! Det opdagede de heldigvis også med det samme

Nu er han lige snart akademiker og har dermed et papir på sin hjernekapacitet. Det papir behøver jeg ikke at se. Jeg har allerede set det hundredvis af gange. Jeg tror dog, at han selv glæder sig bare en lille smule til at se det sort på hvidt, om ikke andet så for at se en ende på de sidste mange års anstrengelser.

Nu har jeg en ny drengedukke i min barnevogn, og den ligner til forveksling den første jeg havde af slagsen. Godt nok, har denne dukke nogle meget karakteristiske fysiske og personlige træk, der minder umiskendeligt meget om min mands, men humoren og blikket i øjnene er det samme som min lillebrors. Når han kigger på dig og lader ansigtet fortælle, at han prøver at regne dig ud inde bagved din facade. Noget siger mig, at menneskekenderen er den samme i de to. Det ville være en gave af de største, hvis han skulle være så heldig at have arvet noget fra den skuffe.