Blandede følelser

I et hvert parforhold er der issues, som gentagne gange kommer op, og hvor parret tydeligvis ikke er enige. Sådanne issues har vi selvfølgelig også.

Jeg er fx ikke meget for hokus pokus. Ting jeg ikke kan forklare. Og her taler vi ikke om ånder, skæbnen og sådanne håndgribelige emner. Nej, vi snakker om mikroovne, flydende tankskibe, flyvende jumbojets, induktionskomfurer, sojabønner og robotstøvsugere. Bare for at nævne et par eksempler.

Kampen er tabt på forhånd fra min side, for jeg er gift med en tekniknørd, som elsker alt det der hokus pokus. Og han prøver ihærdigt at forklare mig, hvorfor man kan koge spaghetti på en magnetisk kogeplade, der ikke er varm uden gryden, og hvorfor jumbojetsene kan flyve osv. Det går bare ikke rigtig ind, og principperne har været faste i min verden. Det hokus pokus skal i hvert fald ikke ind i mit hjem!

Vi ved jo alle, at principper er kun sjove, hvis de bliver brudt, og det gør de så også i stor stil for mit vedkommende i denne sag. Mikroovnen har vi haft i mange år, og jeg bruger den flittigt i dag. Jeg flyver gerne med jumbojets, dog helst på første klasse, hvis det kan lade sig gøre, men andet kan også gå an. Og jeg sendte for nyligt hele mit hjem over Atlanten i en container på et flydende tankskib, så på en måde kom det også ind i mit hjem, eller omvendt. Same shit, different wrapping! Princippet røg uanset hvad.

Soyabønnerne forstår jeg stadig ikke helt, og jeg spiser dem også helst lige som de er, grønne og lækre letkogte med salt på.

Induktionskomfuret og robotstøvsugeren var mine sidste kæpheste. Så fandt vi drømmehuset, og hvad stod der i det – lige midt i køkkenet og grinede af mig og mine nyindkøbte gryder fra USA (som ikke var magnetiske og nu er at finde i Okinawa)? Et induktionskomfur. Jeg forstår det stadig ikke, men det koger godt nok spaghettien hurtigt. Det må jeg dog indrømme. Og jeg har også et par gange priset mig lykkelig for den manglende varme uden kontakten med gryden, når Skrupsakkens små fingre er kommet lidt for tæt på. Så ud røg også det princip.

Men jeg havde stadig ryggen rank i tvekampen, for jeg havde jo robotstøvsugeren tilbage at kæmpe for. Og jeg var sikker i min sag. Den fik aldrig et ben til jorden, eller en børste eller andet sugende, i hvert fald ikke i mit hjem!

Og hvad tror I så er årets julegave fra Mandens arbejdsplads?

Så nu har jeg sådan en brummende lettere forvirret robot kørende rundt i mit hjem under påskud af, at den gør rent. Jeg ved nu ikke rigtigt med det. Jeg synes lige så godt, at vi lige selv kunne tage Mielen og køre det hele over på 1/20 af den tid, den bruger på at banke sig selv ind i dørlisterne. Og hvordan kan den huske, hvor den har været før og hvor den skal hen næst? Manden fabler om algoritmer og kortlægningsprocesser. Jeg tror ikke rigtigt på det. Og jeg synes også den kigger så mærkeligt på mig. Kan I ikke også se det?